foder

Aller Aqua er gået fra mølledrift til akvafoderimperium: ”En Bylling har svært ved at sige nej”

I over 100 år har Aller Aqua trodset verdenskrige, økonomiske kriser og skiftende lovgivninger med en Bylling i spidsen. Familievirksomheden er en fascinerende historie om, at driftighed og omstillingsparathed betaler sig, og derfor er Aller Aqua en del af Generation100. I artiklen fortæller 3. generation, Hans Erik Bylling, om over 100 år med op- og nedture.

Historien om Aller Aqua er på mange måder historien om familien Bylling. En driftig familie fra Christiansfeld i Sønderjylland, der, på over 100 år og gennem 4. generationer, er gået fra at sælge korn til lokalbefolkningen fra Aller Mølle til at have 650 medarbejdere og eksportere akvafoder til 70 lande under navnet Aller Aqua.

I dag sidder tredje generation, Hans Erik Bylling, i direktørstolen i den virksomhed, som hans bedstefar, Frederik Bylling, i 1912 overtog sammen med sin kone: ”Min bedstefar kom jo ud af en møllerfamilie fra Als, så det med mølleri var noget, han altid havde kunnet. Man kan næsten kan sige, at evnerne som møller var medfødt,” siger han.

HE
Direktør for Aller Aqua, Hans Erik Bylling

Nu er fjerde generation, Anders Bylling, ved at blive kørt i stilling til at overtage den virksomhed, som hans oldefar grundlagde. Hans Erik har en vis stolthed i stemmen, når han fortæller, at hans søn, efter grundige overvejelser, har valgt at træde ind i familievirksomheden:

Vi synes jo, det gør virksomheden fleksibel, forandringsparat og beslutningsdygtig, at vi er ejerledet. Det gør, at vores kunder kan føle sig sikre på, at vi tager de rigtige beslutninger. Hvis vi laver fejl, så rammer det også os selv.
Direktør, Hans Erik Bylling

Lokalt engagement som nøglen til global succes

For Hans Erik er kvalitet og innovative løsninger helt afgjort vigtige bestanddele af Aller Aquas globale eksportsucces. Men ifølge Hans Erik er nøglen til succesen, at man hele vejen igennem har haft særligt fokus på at engagere sig i lokalsamfundene i de lande, hvor man befinder sig:

Jeg tror, at vi har gjort det godt, fordi vi erkender, at vi ikke ved alt om den lokale kultur, vi arbejder i. Derfor spiller de lokales kendskab en utrolig vigtig rolle i vores drift, og blander man det med vores tekniske knowhow, kan vi skabe noget specielt sammen.
Direktør, Hans-Erik Bylling

Hans Erik uddyber, at det er vigtigt for familievirksomheden at have en god relation til de lokalsamfund, som omslutter deres fabrikker: ”Vi prøver at være synlige i lokalsamfundene omkring vores fabrikker – både i Danmark og rundt omkring i verden”. Det handler om at vinde lokalsamfundets opbakning, så de også støtter op om virksomheden – særligt når man arbejder med animalske biprodukter, som kan afgive lugte: ”det er vi meget opmærksomme på, og derfor har vi tæt kontakt med naboerne, som, vi oplever, har en forståelse for virksomheden,” siger han.

aller a

En umage rejse fra møller til akvafoderproducent

I starten af det 19. århundrede var Sønderjylland under tysk styre. Et forhold som ikke just behagede den dansksindede sønderjyske familie: ”Min far skulle under ingen omstændigheder fødes som tysker. Derfor gik min højgravide bedstemor 4 kilometer nordpå og fødte min far i Danmark”, fortæller Hans Erik. Og i de efterfølgende år producerede Frederik Bylling, og senere hans søn, korn- og foderstof til nærområdet med stor succes. En succes der dog skulle vise sig at blegne i forhold til det væksteventyr, der ventede i horisonten.

I løbet af de kommende årtier havde Aller Mølle stor succes med at forfine og forædle deres produktion, og i 1950’erne begyndte man at producere en ny fodertype, hvis kvalitet familien i høj grad blev anerkendt for. Ordet om det danske kvalitetsfoder spredte sig hastigt og sågar til udlandet. I 1960’erne blev familievirksomheden kontaktet af en svensk virksomhed med en pudsig anmodning: ”De spurgte mine forældre, om de kunne producere fiskefoder til det danske marked,” fortæller Hans Erik, inden han fortsætter:

 En Bylling har svært ved at sige nej. De havde mine forældre også, og derfor gik de ind i nye ting med stort gåpåmod uden nødvendigvis at kende til alle detaljerne.
Direktør, Hans Erik Bylling

Således fremstillede Aller Mølle i 1963 det første fiskefoder til dam- og havbrug. Det var nok de færreste, der dengang kunne forudse, hvilket væksteventyr virksomheden havde taget sine spæde skridt imod, men fakta er, at foder til akvakultur skulle vise sig at være nøglen til de store internationale markeder.

Den astmaramte møllersøn fandt sin vej i familievirksomheden

For Hans Erik var det ikke en selvfølge, at han en dag skulle sidde i spidsen for familievirksomheden: ”Som barn led jeg af astma. Det var derfor ikke optimalt at vokse op på en korn- og foderstoffabrik med store mængder kornstøv,” husker han.

Derfor begyndte han som 16-17-årig at kigge i andre retninger. Men som et gammelt ordsprog lyder, falder æblet sjældent langt fra stammen, og Hans Erik endte i en virksomhed, som fremstillede maskiner til foderindustrien. Før han vidste af det, fandt han sin vej tilbage til familievirksomheden, Aller Mølle.

Hans Erik erindrer tydeligt de første år: "I en familievirksomhed har alle forskellige roller og kvaliteter. Jeg var den udadvendte og rejselystne”. I 1984 drog Hans Erik derfor til Irland for at besøge forskellige dambrug og udforske mulige erhvervseventyr uden for landets grænser. Og netop Irland blev Aller Mølles første eksportdestination. Dermed blev spiren til virksomhedens internationalisering plantet:

Jeg er bygget sådan, at hvis jeg kan sælge til én, så kan jeg også sælge til ham derovre. Og så kan jeg måske også sælge til andre i flere lande.
Direktør, Hans Erik Bylling

Og således brugte Hans Erik store dele af 80’erne på at udforske nye eksportmarkeder for den voksende akvafoderforretning.

Sus

Ny miljølovgivning gav anledning til innovation

1980’erne var ikke kun præget af vækst- og eksportambitioner for familien Bylling. 80’erne var også årtiet, hvor et stigende politisk fokus på miljølovgivning udfordrede virksomhedens eksisterende produktion. Med ny miljølovgivning blev Aller Mølle nødt til at omstille sit produktionsapparat og tænke i nye baner: ”Vi var nødt til at være innovative og finde en ny teknologi for at fortsætte virksomhedens drift inden for foder til akvakultur. Derfor investerede vi tungt i nye teknologier og maskiner, som ingen faktisk vidste, hvordan man brugte. Det var en stor implementeringsproces, der tog lang tid og involverede det meste af virksomheden,” fortæller Hans Erik.

Det endte dog godt, for den nye teknologi resulterede i, at man fik fremstillet en helt ny fodertype med højere fordøjelighed til fiskene end før, og det var, ifølge Hans Erik, et kæmpe spring: ”vi blev førende i Danmark til at lave den fodertype, og det er vi faktisk stadig i dag”.

En familievirksomhed i konstant udvikling 

Aller Mølle blev i mange år drevet af Hans Erik og hans bror, Povl, i fællesskab. For familien Bylling har det altid været vigtigt at bevare den gode familierelation og samtidig have virksomhedens tarv i førersædet. Det havde i flere år været på tale, at de to brødres børn skulle træde ind i virksomhedens ejerkreds sammen, men man var klar over, at det ville blive sværere at finde fælles fodslag, og det kunne potentielt give en langsommere beslutningsproces. Faktorer, der ville skabe svære betingelser for virksomhedens fremtid. Derfor valgte brødrene i 2006 at splitte virksomheden i to. Opdelingen blev et centralt vendepunkt for Hans Eriks erhvervseventyr, da han i spidsen for Aller Aqua kunne fokusere 100% på foder til akvakultur: ”Ved at allokere alle ressourcer til at få akvakulturvirksomheden til at vokse oplevede vi for alvor vækst”. I dag har Aller Aqua fabrikker i Danmark, Polen, Tyskland, Egypten, Kina, Zambia og Serbien, og man eksporterer akvafoder til 70 lande.

Familien Bylling har gentagne gange bevist, at de, som familievirksomhed, har været i stand til at omstille sig tiden, og ifølge Hans Erik ser fremtiden også lys ud: ”Verdens akvakulturproduktion er i vækst, og den fisk, som mennesker verden over spiser, kommer i større og større grad fra opdrættet fisk. Derfor bliver vores marked større”. I dag producerer Aller Aqua akvafoder til 30 forskellige arter, og det er derfor essentielt for virksomheden, at de er med til at udvikle det bedste foder til de nye arter, som kommer i opdræt i fremtidens akvakultur, og derfor er særligt bæredygtige ingredienser et fokus:

Vi ønsker at være med til at finde nye protein- og fedtkilder til vores foder. Som dansk foderproducent kan vi gøre en forskel ude i verden ved at forsyne med højkvalitetsfoder, der har et lavt miljøaftryk, så man får en god, sund fisk.
Direktør, Hans Erik Bylling

Da Hans Erik bliver spurgt ind til, om Aller Aqua består om 100 år, siger han: ”Det kan man aldrig være sikker på. Der kan jo ske mange ting. Men ja, jeg tror faktisk, vi eksisterer, og også som familievirksomhed, fordi vi er i stand til at omstille os”.

 

 

Kontakt

Louise Stenstrup
Operate A/S

Tlf.: 26 70 37 74

igenerationer@igenerationer.dk